Italien nægter at tage tilbage: Tysklands migrationskrise eskalerer!

Italien nægter at tage tilbage: Tysklands migrationskrise eskalerer!

I første halvdel af 2025 fremsatte Tysklands migrationspolitik et betydeligt antal anmodninger om at returnere migranter til andre EU-lande. Ifølge en rapport fra welt.de indsendte Tyskland 20.574 sådanne overtagelsesanmodninger, hvoraf kun 15%, dvs. 3.109 migranter, faktisk blev repatrieret. Dette viser, at den faktiske implementering af disse afkast ofte ikke lever op til forventningerne.

Interessant nok indsendte Tyskland i samme periode ingen anmodninger til Italien via Dublin-proceduren, selv om 3.824 sådanne anmodninger blev fremsat til Italien. Dette kunne tolkes som en indikator for spændinger i asylsystemet i EU. I mellemtiden godkendte Italien 4.477 anmodninger, nogle fra det foregående år, hvilket understreger kompleksiteten af ​​disse tilbagesendelsesprocedurer.

Dublin-proceduren i fokus

Dublin-proceduren, som er ansvarlig for at fastlægge ansvaret for asylprocedurer i EU-medlemslandene, spiller en central rolle. Ifølge oplysninger fra BAMF er formålet med denne procedure, at hver asylansøgning kun behandles af ét medlemsland. Dette er beregnet til at kontrollere sekundær migration inden for Europa. Processen er ret detaljeret og omfatter flere trin, lige fra ansøgningen og personlige samtaler til selve overførslen til den ansvarlige stat.

For at styrke principperne i Dublin-systemet afholdes der regelmæssige møder mellem repræsentanter for de nationale Dublin-kontorer. Dette fremmer udveksling om aktuelle udfordringer og gør også samarbejdet på europæisk plan mere effektivt, rapporterer EUAA.

Overførsel til Grækenland: En udfordring

Et særligt tilfælde er hjemsendelserne til Grækenland. Tyskland havde fremsat 3.554 anmodninger om hjemsendelse dertil, men modtog godkendelse fra Athen i kun 78 tilfælde. I sidste ende kunne kun 20 flygtninge overføres til Grækenland. Disse tal viser, at udvekslingerne i henhold til Dublin-proceduren ikke kun har problemer i teorien, men også i praksis.

Selve Dublin-proceduren er ret kompleks og underlagt strenge tidsfrister. Hvis overførsler ikke gennemføres med succes inden for disse frister, kan ansvaret ændre sig, og Tyskland vil selv skulle behandle asylansøgningen. Det sætter de udfordringer, som de enkelte EU-lande står over for i håndteringen af ​​asylansøgere, yderligere i søgelyset.

Samlet set afspejler afkasttallene og implementeringen af ​​Dublin-proceduren et billede, der er præget af gensidige forpligtelser og samtidige udfordringer. Hvad der så sker, er stadig spændende - migrationspresset på Europa vil ikke slippe op, og spørgsmålet er stadig, hvordan dette kan mestres sammen i fremtiden.