Krigsforbrydere i Tyskland: retfærdighed eller gemmeleg?

Krigsforbrydere i Tyskland: retfærdighed eller gemmeleg?

Spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland er en sikker havn for krigsforbrydere, vedrører ikke kun advokater, men også det pågældende samfund. I den nye serie "Amnesty Germany" på WDR 5, modereret af Azadê Peşmen, udforskes dette eksplosive emne i dybden. Serien i fem dele fremhæver tilfælde af krigsforbrydere, der bor i Tyskland på trods af deres grusomheder, og rejser spørgsmålet om, hvor langt jagten på retfærdighed kan nå. Konfrontationen med oberst Anwar Raslan, en tidligere efterretningstjenesteagent fra Syrien, giver et skræmmende indblik i, hvad der synes muligt i Tyskland. En flygtning genkendte ham i Berlin og konfronterede ham med hans forbrydelser, som var genstand for Koblenz-retssagen. Spørgsmålet om retfærdighed for ofrene rejses igen og igen. [WDR] rapporterer om, hvordan Luis Kyburg, en argentinsk militærkommandant, lever upåvirket i Berlin, selvom han er eftersøgt for forbrydelser mod menneskeheden. Hvorfor bliver han ikke udleveret til Argentina?

En af de mest udbredte undskyldninger for passivitet er manglende funktion af internationale love. Forbundsdagen har anerkendt Holodomor, et folkedrab, der kostede op til syv millioner ukrainere livet i 1930'erne, som "mord af sult". Dette sender et stærkt politisk budskab, men hænger sammen med, at det kan tage årtier at komme overens med sådan massevold. [Deutschlandfunk] fremhæver, at den juridiske definition af folkedrab, som blev opfundet af Raphael Lemkin i 1944 og nedfældet i FN's folkedrabskonvention fra 1948, har både juridisk og politisk betydning. Denne konvention er et svar på nazisternes grusomheder og udelukker immunitet for statsoverhoveder, hvilket er centralt for retsforfølgelsen af ​​krigsforbrydere i Tyskland.

Folkedrab og retfærdighed

Men hvad definerer egentlig folkedrab? Ifølge FN's folkedrabskonvention er der tale om drab, påføring af alvorlig lidelse eller bevidst skabelse af levevilkår, der har til formål at ødelægge en gruppe. I denne sammenhæng taler [Genocide Convention] om handlinger begået mod nationale, etniske, racemæssige eller religiøse grupper. Denne definition sikrer, at hensigten om at ødelægge allerede betragtes som folkedrab, uanset hvor mange medlemmer der rent faktisk blev dræbt.

Men et kig på fortiden afslører også, at jagten på retfærdighed ofte går i stå. Det sidste afsnit af "Amnesty Germany" omhandler Sivas-angrebet i 1993, hvor islamister satte ild til et hotel, hvor deltagere i Alevi-festivalen boede. Årtier senere lever nogle af gerningsmændene stadig upåvirket i Tyskland. Hvorfor gælder princippet om universel lov ikke her? Disse spørgsmål vækker genklang gennem hele serien og viser, at det handler om meget mere end juridiske tilskrivninger. I sidste ende er det en social opgave både at komme overens med fortiden og besvare menneskehedens bløde spørgsmål.

At leve med sådanne uløste spørgsmål kræver ikke kun juridisk omvurdering, men også en social gentænkning. I betragtning af den historiske byrde kan vejen til retfærdighed være stenet, men den fører uundgåeligt gennem oplysning og kritisk debat. Lad os blive overrasket over, hvilken udvikling der vil forme både de juridiske rammer og vores sociale bevidsthed i de kommende måneder.