PKK -gestus i Irak: Et skridt til fred eller illusion?

PKK -gestus i Irak: Et skridt til fred eller illusion?

Nordirak, Irak - Konflikten om kurderne i Tyrkiet er stadig et centralt emne i international politik. Den statslige videnskabsmand og vicepræsident for Venstre, Van Aken, kommenterede for nylig Deutschlandfunk om den kurdiske bevægelse og dens vigtige behov for international anerkendelse som fredsstyrke. Det er især bemærkelsesværdigt, at han i øjeblikket er i det nordlige Irak og deltager i en ceremoni, som Fighter of the PKK (Workers 'Party Kurdistan) ønsker at udlevere deres våben, efter at organisationen annoncerede sin selvopløsning og slutningen af ​​den væbnede kamp for to måneder siden. På trods af disse betydelige skridt overholder den føderale regering imidlertid klassificeringen af ​​PKK som en terrororganisation. I henhold til den nuværende forfatningsmæssige beskyttelsesrapport betragtes PKK som den største organisation inden for udenlandsk ekstremisme i Tyskland med omkring 15.000 følgere.

Men hvad er der faktisk bag konflikten? PKK har kæmpet for autonomien for omkring 12 millioner kurdere i Tyrkiet siden 1984. Over 45.000 mennesker er døde siden da, og millioner er blevet udvist. Konflikten har dybe rødder og blev gentagne gange genoptaget af international udvikling som Irak -krigen og ISIS's fremskridt. Kurderne repræsenterer det største etniske mindretal i landet og har boet i regionen i århundreder uden nogensinde at blive behandlet omfattende eller autonomt behandlet. Især efter den første verdenskrig modtog Kurderne midlertidigt ret til selvbestemmelse, som blev ophævet i 1923 af kontrakten af ​​Lausanne.

PKK

Grundlæggelsen af ​​PKK i 1978 af Abdullah Öcalan markerede et vendepunkt i den kurdiske kamp. Organisationen forfulgte oprindeligt målet om at opbygge sin egen kurdiske stat. PKK opgav imidlertid dette mål allerede i 1993 og har primært stræbt efter kulturel autonomi. I øjeblikket kræver Öcalan, der har været i varetægt i Tyrkiet siden 1999, en politisk løsning på konflikten og et frit fradrag af PKK -krigere fra Tyrkiet.

Det globale og nationale pres på PKK har ændret sig gennem årene. International støtte til de kurdiske styrker i Irak og Syrien har styrket deres rolle som en stabilitetsfaktor i regionen. På samme tid er konflikten i Tyrkiet præget af etnisk polarisering og nationalisme, som situationen kun komplicerede. For mange kurdere blev PKK en politisk styrke, som også er blevet af betydning regionalt. Det er tilbage at se, om en reel fredsproces - muligvis støttet af internationale aktører og deres pres på den tyrkiske regering - faktisk er inden for rækkevidde.

Hvor går rejsen hen?

Den fremtidige udvikling afhænger tilsyneladende af den tyrkiske regerings vilje til at anerkende kurdernes autonomiindsats. Indtil videre afviser både AKP og oppositionspartierne sådanne autonomi påstande og betragter det som en trussel mod national enhed. En bæredygtig løsning ville kun være mulig, hvis PKK er inkluderet i forhandlingsbordet.

Stigningen i militære aktiviteter og fortidens retorik sikrer lidt optimisme. PKK har allerede tappet fredsprocesser i fortiden, som imidlertid mislykkedes efter militære angreb og politisk undertrykkelse kom tilbage til dagsordenen. En stærk vilje til at afvæbne og finde en fælles vej synes mere nødvendig end nogensinde - for fred og en fremtid, hvor kurderne endelig høres.

Spørgsmålet er fortsat, om vi vil være vidne til en tur i den nærmeste fremtid, der anerkender både kurdernes rettigheder i Tyrkiet og kan tilbyde en inkluderende fredelig løsning i årtierne med konflikt. Tiden viser, om den nuværende politiske omvæltning giver en chance, eller om gamle mønstre igen har gennem den politiske scene.