Økumenisk Akademi i Dresden: Et symbol på enhed og mangfoldighed
Biskop Timmerevers roser økumenikken i Meißen og planlægger et fælles akademi for kristne trossamfund.

Økumenisk Akademi i Dresden: Et symbol på enhed og mangfoldighed
Søndag fandt et vigtigt møde i den evangeliske kirke i Tyskland sted i Dresden, hvor biskop Heinrich Timmerevers endnu en gang drøftede den tætte sammenkobling af de store kristne kirker i Østtyskland. Timmerevers understregede, at det at være kristen er utænkeligt uden fællesskab med andre kirker og kristne fællesskaber. Disse fælles veje fører tilbage til DDR's tid, hvor protestantiske samfund ofte åbnede deres kirker for katolske gudstjenester, og der blev opretholdt en intensiv dialog mellem kirkesamfundene. "På det tidspunkt søgte vi bevidst samtaler for at løse uenigheder og støtte hinanden," sagde biskoppen og mindede om de ofte vanskelige tider, hvor troende stod over for ulemper på grund af deres tro. Mange rapporterede om den værdifulde støtte de modtog fra deres medkristne.
Et særligt højdepunkt ved begivenheden var opfordringen til ægteskabsjubilæer til at mødes og dele bevægende historier om tværkirkelige ægteskaber. "Det er tid til at reflektere over fortiden og tage ansvar," sagde Timmerevers. Han påpegede, at der er et økumenisk informationscenter i Dresden, der repræsenterer økumenik i praksis og symboliserer et udvekslingssted. Han understregede også den personlige dimension af venskaber mellem protestantiske og katolske kristne: "Disse forhold er en værdifuld skat."
Planlagt akademi for økumenik
Et andet vigtigt punkt på dagsordenen var den planlagte oprettelse af et fælles akademi af den saksiske regionale kirke og stiftet Dresden-Meißen. Dette akademi har til formål at gøre det muligt for kristne af forskellige trosretninger at mødes, lære af hinanden og fremme gensidig forståelse. "Vi ser her en stor mulighed for at sende et synligt signal til en fremtidsorienteret og relevant kirke," understregede Timmerevers. Økumenikkens betydning, især i et stadig mere mangfoldigt samfund, fremhæves endnu en gang.
I denne sammenhæng er det også interessant at bemærke, at tværreligiøse ægteskaber – forhold mellem partnere fra forskellige kristne trosretninger – har oplevet en markant stigning i de seneste årtier. Mens der i 1920'erne var omkring 10 % af alle ægteskaber, blev omkring en tredjedel i 1985 fundet at være af forskellige religiøse trosretninger. Denne tendens viser, at selv om barriererne for sådanne relationer historisk set har været høje, bliver de i stigende grad reduceret. Ved Vatikanet II var der for eksempel allerede talrige reformer i blandet ægteskabslovgivning, som gjorde ægteskab muligt under visse betingelser.
Sammenfattende kan det siges, at diskussionerne og planerne omkring økumeni i Østtyskland ikke kun fører til en styrkelse af tværkirkelige relationer, men også kan fremme levet økumenik for mange par, hvis kærlighed og engagement rækker ud over konfessionelle grænser. Biskop Heinrich Timmerevers og de protestantiske og katolske samfund står derfor over for den spændende opgave at fortsætte med at ledsage og aktivt forme denne udvikling.