GDR -dansemusik og modstand: Den kulturelle kamp for LIPSI!

GDR -dansemusik og modstand: Den kulturelle kamp for LIPSI!

Lauchhammer, Deutschland - Den 12. Juli 2025 faldt gardinet i Berlin - og ikke uden opstemning. Den "1. dansemusik -konference Lauchhammer", en vigtig begivenhed i DDR -historien, der blev lanceret i 1959, oplever en spændende genfortolkning i TD Berlin. Research Theatre Group Lunatics har evalueret konferencedokumenterne og bringer handlingen til scenen i en dokumentarisk fiktiv genindførelse.

Dansemusik -konferencen blev kaldt af SED på det tidspunkt for at hæve den socialistiske underholdningskultur til et nyt niveau. Lipsi, en dansestil, født ud af bestræbelserne på at skabe et tysk modstykke til den amerikanske rock’n’roll, skulle indeholde den krybende indflydelse fra vestlig musik på den politiske bevidsthed om DDR -borgerne: inde. Ideen kom fra Walter Ulbricht, som modigt stræbte efter international berømmelse.

LIPSI og dens ambitioner

LIPSI, opfundet af René Dubanski, kombinerer Waltz Tact med et unikt 6/4 slag og blev hurtigt fejret som et godt eksempel på socialistisk national kultur. Det skulle oprindeligt finde vej ind i DDR -kulturhuse indtil maj 1959. Mens statsmedierne frem for alt parti -orgelet "New Tyskland" roste den nye dans som moderne og harmonisk, forblev accept blandt de unge mere af en opførsel - Rock’n’roll blev klart foretrukket. På trods af SED's bestræbelser på at gøre LIPSI populær, forsvandt denne dans i synken efter kort tid.

Hvad gør iscenesættelsen så speciel? Det bringer publikum direkte til konferencen, som deltagere, der kan stemme og aktivt bidrage. Fem skuespillere: Inde i debatten gled på det tidspunkt i forskellige roller og parodi. Dette rejste ikke kun fortiden i live, men også spørgsmålet: Kan kunst faktisk ordineres ovenfra?

et kig på musikscenen i DDR

iscenesættelsen adresserer også udviklingen i DDR -kunst mellem 1959 og 1989, herunder Wolf Biermanns udstationering og bandets Baner Pankow. Under påvirkning af SED -regeringen opstod konstant kamp for musikalsk frihed. Mens Beat Music var meget populær i 1960'erne, blev adskillige grupper forbudt på grund af formodet aggression. SED oplevede en fare for det socialistiske ideal inden for vestlig musik og forsøgte i hemmelighed at gå det i henhold til deres normer.

Udseendet af vestlige tolke og den stigende interesse for rockmusik blev endelig kun stærkt reguleret. Så det var ikke usædvanligt, at omkring 160.000 fans mødtes på en Bruce Springsteen -koncert i DDR i 1988. Det var desto mere forbløffende, at de første rockbands, ligesom Puhdys, opnåede en vis frihed i præstationen.

Spørgsmålet om, hvorvidt musik og kunst kan være målbart og forudsigeligt, forbliver et centralt emne i dag. Det er tydeligt, at ægte kreativitet ikke kan trives i korridoren for den politiske dagsorden, men at oprøret og det kreative udtryk altid vil finde deres plads, selv i restriktive systemer. Og det er præcis, hvad iscenesættelsen imponerende bringer til scenen.

Sådan forbliver aftenen en spændende refleksion over sammenhængen mellem musik, politik og samfund - og det samme gælder for spørgsmålet om, hvor vores kunst virkelig står og går. En interessant aften, der udvider synet på DDR's kulturhistorie og gør folk i live på dette tidspunkt.