DDR-dansemusik og modstand: Kulturkampen om Lipsi!

DDR-dansemusik og modstand: Kulturkampen om Lipsi!

Den 12. juli 2025 faldt tæppet i Berlin – og ikke uden røre. "1st Lauchhammer Dance Music Conference", en vigtig begivenhed i DDR's historie, der blev lanceret i 1959, får en spændende nyfortolkning på TD Berlin. Forskerteatergruppen Lunatiks har vurderet konferencedokumenterne og bringer begivenhederne på scenen i en dokumentarisk-fiktiv gengivelse.

Dansemusikkonferencen blev indkaldt af SED for at løfte den socialistiske underholdningskultur til et nyt niveau. Lipsi, en dansestil født ud af ønsket om at skabe et tysk modstykke til amerikansk rock'n'roll, havde til formål at dæmme op for den vestlige musiks snigende indflydelse på DDR-borgernes politiske bevidsthed. Ideen kom fra Walter Ulbricht, som modigt søgte international berømmelse.

Lipsi og hans ambitioner

Lipsi, opfundet af René Dubianski, kombinerer valsetid med en unik 6/4-tid og blev hurtigt fejret som et glimrende eksempel på socialistisk national kultur. Den skulle oprindeligt ligge i DDR's kulturelle centre indtil maj 1959. Mens statsmedierne, især partipublikationen “Neues Deutschland”, roste den nye dans som moderne og harmonisk, forblev accepten blandt unge temmelig forsigtig – rock'n'roll blev klart foretrukket. På trods af SED's bestræbelser på at gøre Lipsi'en populær, forsvandt denne dans ind i det skjulte efter kort tid.

Hvad gør produktionen så speciel? Det bringer publikum direkte ind i konferencens handling, som deltagere, der kan stemme og engagere sig aktivt. Fem skuespillere påtager sig forskellige roller og parodierer tidens debatter. Dette vækker ikke kun fortiden til live, men rejser også spørgsmålet: Kan kunst virkelig bestilles ovenfra?

Et kig på DDRs musikscene

Produktionen omhandler også udviklingen i DDR-kunsten mellem 1959 og 1989, herunder udsendelsen af ​​Wolf Biermann og forbuddene mod bandet Pankow. Under indflydelse af SED-regeringen opstod en konstant kamp for musikalsk frihed. Mens beatmusik nød kortvarig popularitet i 1960'erne, blev adskillige grupper forbudt på grund af opfattet aggression. SED så vestlig musik som en trussel mod socialistiske idealer og forsøgte i al hemmelighed at ændre den i overensstemmelse med deres normer.

Vestlige kunstneres udseende og den stigende interesse for rockmusik blev i sidste ende stærkt reguleret. Det var ikke usædvanligt, at omkring 160.000 fans kom sammen til en Bruce Springsteen-koncert i DDR i 1988. Det var så meget desto mere forbløffende, at de første rockbands, som Puhdys, opnåede en vis frihed i deres optræden.

Spørgsmålet om, hvorvidt musik og kunst kan måles og planlægges, er fortsat et centralt emne i dag. Det er klart, at ægte kreativitet ikke kan trives i de politiske dagsordeners korridorer, men oprør og kreative udtryk vil altid finde deres plads, selv i restriktive systemer. Og det er netop, hvad produktionen på imponerende vis bringer til scenen.

Så aftenen forbliver en spændende refleksion over sammenhængen mellem musik, politik og samfund – og det samme gælder spørgsmålet om, hvor vores kunst egentlig står og er på vej hen. En interessant aften, der udvider synet på DDR's kulturhistorie og vækker denne tids mennesker til live.