Dublin Procedure: Hvorfor Tyskland i stigende grad mislykkes på grund af EU -lande

Dublin Procedure: Hvorfor Tyskland i stigende grad mislykkes på grund af EU -lande

I en bemærkelsesværdig rapport bliver det klart, at Tyskland i første halvdel af 2025 som et resultat af Dublin -proceduren har behov for at vende tilbage til andre EU -lande, der blev vasket. I alt 20.574 overtagelsesanmodninger blev rettet til andre lande, men de faktiske afkast af migranterne er bag forventningerne: kun 3.109 migranter, dvs. omkring 15 procent, kunne faktisk returneres. Dette fremhæver de udfordringer, som den tyske migrationspolitik konfronteres med.

Situationen bliver endnu mere kompliceret, hvis man ser på afkastet: Andre EU -lande har bedt om i alt 7.937 migranter, hvor anmodningen (ca. 29 procent) opgives til anmodning. Blandt undersøgelserne i Tyskland til Italien, der svarer til 3.824 overtagelsesanmodninger, var der ikke et enkelt tilfælde af tilbagevenden, selvom Italien spurgte 4.477, delvis fra året før. Dette bringer Dublin -processen, som faktisk burde regulere bestemmelsen af ​​ansvaret for asylprocedurer i EU.

Dublin -proceduren i gennemgang

Som Dagligt show Beskriver i årene 2023 og 2024 er der en betydelig stigning i sager, hvor de tyske myndigheder ikke lykkedes at overføre asylansøgere til de ansvarlige EU -partnerlande i henhold til kravene i Dublin -proceduren. I mange tilfælde var det officielle samtykke allerede tilgængeligt. Selve proceduren regulerer, at asylansøgere i medlemsstaten skal ansøge om en ansøgning, hvor de først kom ind i EU for at forhindre dem i at indgive asylansøgninger i flere lande.

Vi finder et særligt afslørende eksempel i tilfælde af en mistænkt angriber i Aschaffenburg, hvis tilbagevenden til Bulgarien ikke kunne finde sted i tide på grund af behandlingsforsinkelser. Dette viser tydeligt, at selv med godkendelse kan bureaukrati spille en afgørende rolle.

Hindringer og udfordringer

For at bestemme ansvar og de tilknyttede frister giver Dublin -proceduren klare regler. Overførslen skal finde sted inden for en maksimal periode på seks måneder efter, at det modtagende land har givet sit samtykke. Undladelse af at gøre dette vil resultere i, at ansvaret overføres fra den oprindelige medlemsstat til Tyskland. Dette lægger yderligere pres på tyske myndigheder og fører til en bekymrende stigning i uafsluttede sager.

I 2023 ansøgte Tyskland om over 74.600 sager, hvoraf kun omkring 5.000 faktisk kunne overføres. I 2024 nummererede anmodninger igen over 74.000, men kun omkring 5.800 overførsler fandt sted. Særligt alarmerende: Italien, som i fortiden ofte satte umulige betingelser for afkastoverførsler, overtog kun tre sager fra Tyskland sidste år, skønt der blev givet mere end 10.000 samtykke til tilbagetagelse. I diskussionen om migrationspolitik viser samarbejde inden for EU at være udfordrende, når nationale interesser kolliderer.

De Federal Agency for Migration and Refugees Angiver kompleksiteten af ​​proceduren, som ikke kun tager højde for de juridiske fundamenter, men også de praktiske udfordringer for immigrationsmyndighederne og det føderale politi. I mange tilfælde har tyske domstole blokeret overførslen til Kroatien på grund af bekymring over retsstatsprincippet og indkvarteringsbetingelserne.

Migrationspolitik i Tyskland står derfor over for enorme udfordringer, der ikke kun påvirker den aktuelle situation, men også kan have langt til at skabe konsekvenser for asylprocedurernes fremtid i Europa. Det ser ud til, at alle involverede skal finde en bedre ledning til hinanden for at nedbryde de fastlåste strukturer og for at udvikle fremtidige -Proof Solutions.