Dublin-procedure: Hvorfor Tyskland i stigende grad fejler på grund af EU-lande

Dublin-procedure: Hvorfor Tyskland i stigende grad fejler på grund af EU-lande

En bemærkelsesværdig rapport gør det klart, at Tyskland har behov for hjemsendelser til andre EU-lande i første halvdel af 2025 som følge af Dublin-proceduren, som er blevet skyllet væk. I alt blev der sendt 20.574 anmodninger om overtagelse til andre lande, men den faktiske hjemsendelse af migranter levede ikke op til forventningerne: Kun 3.109 migranter, det vil sige omkring 15 procent, blev faktisk repatrieret. Dette fremhæver de udfordringer, som tysk migrationspolitik står over for.

Situationen bliver endnu mere kompliceret, når man tænker på tilbagetagelserne: Andre EU-lande har anmodet om tilbagetagelse af i alt 7.937 migranter, hvor anmodningen er blevet imødekommet i 2.326 tilfælde (omkring 29 procent). Blandt Tysklands anmodninger til Italien, som beløber sig til 3.824 anmodninger om overtagelse, var der ikke et eneste tilfælde af hjemsendelse, selvom Italien indvilligede i 4.477 anmodninger, nogle fra året før. Det sætter spørgsmålstegn ved Dublin-proceduren, som skal regulere fastlæggelsen af ​​ansvaret for asylprocedurer i EU.

Dublin-proceduren under revision

Som daglige nyheder beskriver, vil der i 2023 og 2024 være en markant stigning i sager, hvor de tyske myndigheder har undladt at overføre asylansøgere til de ansvarlige EU-partnerlande i overensstemmelse med kravene i Dublin-proceduren. I mange tilfælde er der allerede givet officiel godkendelse. Selve proceduren foreskriver, at asylansøgere skal indgive en ansøgning i det medlemsland, hvor de første gang kom ind i EU, for at forhindre dem i at indgive asylansøgninger i flere lande.

Vi finder et særligt afslørende eksempel i sagen om en formodet angriber i Aschaffenburg, hvis tilbagevenden til Bulgarien ikke kunne finde sted i tide på grund af forsinkelser i behandlingen. Dette viser tydeligt, at selv med godkendelse kan bureaukrati spille en afgørende rolle.

Forhindringer og udfordringer

For at fastlægge ansvar og de tilhørende frister giver Dublin-proceduren klare regler. Overdragelsen skal ske inden for en frist på højst seks måneder efter, at modtagerlandet har givet sit samtykke. Hvis dette ikke gøres, vil ansvaret blive overført fra det oprindelige medlemsland til Tyskland. Dette lægger yderligere pres på de tyske myndigheder og fører til en bekymrende stigning i uafsluttede sager.

I 2023 ansøgte Tyskland om over 74.600 sager, hvoraf kun omkring 5.000 rent faktisk kunne overføres. I 2024 talte anmodningerne igen over 74.000, men kun omkring 5.800 overførsler fandt sted. Særligt alarmerende: Italien, som tidligere ofte stillede umulige betingelser for tilbagesendelser, overtog kun tre sager fra Tyskland sidste år, selvom der blev givet mere end 10.000 samtykker til tilbagetagelse. I diskussionen om migrationspolitik viser samarbejdet inden for EU sig at være udfordrende, når nationale interesser støder sammen.

De Føderale Agentur for Migration og Flygtninge påpeger kompleksiteten af ​​proceduren, som ikke kun tager hensyn til retsgrundlaget, men også de praktiske udfordringer, som immigrationsmyndighederne og det føderale politi står over for. I mange tilfælde har tyske domstole blokeret overførsler til Kroatien på grund af bekymringer om retfærdig rettergang og indkvarteringsforhold.

Migrationspolitikken i Tyskland står derfor over for enorme udfordringer, som ikke kun påvirker den nuværende situation, men også kan få vidtrækkende konsekvenser for fremtiden for asylprocedurer i Europa. Det ser ud til, at alle involverede skal finde en bedre forbindelse til hinanden for at nedbryde de fastlåste strukturer og udvikle bæredygtige løsninger.